Os på gården

Rønholtgårds Historie

Rønholtgård blev bygget i 1759 som en traditionel firelænget bondegård med meget jord til, hvor der både var frugtplantager, forskellige afgrøder og mange forskellige dyr. Gennem årene har gården gennemgået mange forandringer. Dele af jorden er blevet solgt fra eller bebygget, og bygningerne har ændret sig med tiden. Den sidste egentlige produktion på gården var mælkeproduktion, som ophørte for ca. 30 år siden. Derefter blev der opdrættet slagtekalve i mindre skala, mest til eget forbrug.

I dag står Rønholtgård som en gård på ca. 1.200 m² med 12 hektar marker og skov, hvor en levende blanding af natur og dyreområder skaber de perfekte rammer for os, vores dyr og vores besøgende.

Os på Gården

Ideen til Rønholtdyregård opstod i en tid med store personlige forandringer. Efter flere års ufrugtbare fertilitetsbehandlinger og den efterfølgende udbrændthed, indså vi, at vi havde brug for en ny plan – en ny retning i livet. Frem for alt havde vi brug for indre ro og accept. Inspireret af dyrenes og naturens helende kraft tog vi et modigt skridt og ændrede vores liv fuldstændigt. Vi ville genfinde kontakten til naturen og finde glæde i de mange meningsfulde opgaver, der følger med livet på landet – og i de særlige øjeblikke, vi deler med vores dyr.

I november 2018 flyttede vi – sammen med vores datter – ind på Rønholtgård, efter vi havde købt gården af det skønneste par, Vagn og Kirsten Pedersen. Vagns morforældre købte gården i 1918. Hans forældre overtog den derefter, og sidenhen overtog Vagn og Kirsten driften.

Vagn og Kirsten var varme og gæstfrie mennesker, og vi begyndte allerede at besøge dem på gården, før vi flyttede ind. De delte gavmildt ud af deres viden om gårdens historie, hvordan alting fungerer, og hvordan man passer på stedet. Desværre gik Kirsten bort kort efter, vi flyttede ind, men Vagn kom ofte forbi og hjalp os med råd og vejledning. Han blev mere som familie end som ven. Vagn kom til at betyde meget for os, og vi er taknemmelige for den tid, vi havde med ham, indtil han gik bort.

Vi har stadig kontakt til familien, og flere fra den udvidede familie, som har dybe rødder her, har besøgt os og delt barndomsminder og historier om gården. Det hjælper os med at bevare stedets historie og ånd.

Siden vi første gang så gården, og oplevede hvordan stedet helede os, har vi følt, at det var skæbnen, vi skulle ende her. Vi ser os selv bo her resten af livet og drømmer om en dag at give gården videre til vores datter og hendes familie.


 

Hvor vi er nu 

Da vi flyttede ind, ventede der os et stort oprydningsarbejde samt vedligeholdelse og renovering, som vi stadig arbejder på den dag i dag. Samtidig begyndte vi at anskaffe os flere forskellige dyr og designe vores besøgsgård. Kreativitet, bæredygtighed og genbrug har været nøgleord i vores valg af byggestil og materialer. Vi har bestræbt os på at bevare havens oprindelige udseende og integrere dyreområderne naturligt i omgivelserne.

I 2023 åbnede vi officielt vores besøgsgård for publikum og har siden da fået en fantastisk modtagelse og mange glade gæster.
I 2025 begyndte vi at udleje vores ferielejlighed og åbnede samtidig op for, at gæster kan medbringe egne campingvogne, autocampere eller telte.


Vores Fremtid

I fremtiden ønsker vi at udvide besøgsgården med endnu flere dyr – altid med fokus på rolige og venlige bondegårdsdyr, som vores gæster kan komme helt tæt på og interagere med.

Vi planlægger også at tilbyde endnu flere muligheder for ferieophold her på gården. Sommeren 2026 håber vi at åbne for udlejning af shelters i skoven, og på længere sigt drømmer vi om at bygge små hytter, så gæsterne kan få endnu flere unikke naturoplevelser og føle sig hjemme på landet.